JoomlaTemplates.me by Cheap Hosting
  • Fra et svævefly ser man verden fra en lidt anden vinkel
  • Hver gang en pilot flyver alene for første gang (går solo), fejres det på behørig vis
  • To af klubbens piloter på langtur i vores Duo Discus T
  • Svæveflyvepladsen i Frederikssund set fra luften
  • To af klubbens piloter flyver formation mens de nyder udsigten syd for Arresø
  • I spilstarten kommer man fra 0 - 100 km/t på 3 sekunder og op i 300 meters højde på ca. et halvt minut
  • I FFF benytter vi primært spilstart, men vi har også mulighed for at blive slæbt i luften af Dimonaen
  • Elev og instruktør kredser i termikken ved Roskilde fjord
  • TV2 Lorry viste søndag den 22. juni 2014 et flot indslag i Søndagsmagasinet om svæveflyvning i FFF. Klik på billedet for at se indslaget.
Senest opdateret: Torsdag, 16. marts 2023

Oplev Flyvevåbnet med Danish Air Cadets (DAC)

Dansk Svævefly Union og dermed alle Danmarks svæveflyverklubber, har indgået et nyt samarbejde med Flyvevåbnet, der er rettet mod dig som er mellem 13-23 år, og som godt kunne tænke sig at blive klogere på, hvordan det er at være pilot og arbejde med fly i Flyvevåbnet. Deltagelse i dette kan måske lette din vej til cockpittet i et af Flyvevåbnets fly.

Baggrunden for samarbejdet er, at Flyvevåbnet har erfaring for, at det normalt kræver ca. 60 ansøgere at lave 1 færdig pilot mens det blot kræver 7-8 ansøgere med svæveflyverbaggrund at nå samme resultat.

Frederikssund Frederiksværk Flyveklub har således i nyere tid "leveret" 4 medlemmer til Flyvevåbnet, som i dag gør aktiv karriere hvor de flyver F16, Hercules og Challenger. Du kan læse om 2 af dem ved at følge links nederst på denne side.

Du kan også læse mere om at blive pilot i Forsvaret på deres hjemmeside.

Danish Air Cadets

Senest opdateret: Torsdag, 8. juni 2023

Uddannelsen

På denne side kan du læse hvorledes svæveflyveudannelsen foregår. Uddannelsen er tilrettelagt af Dansk Svæveflyver Union og godkendt af Trafikstyrelsen. Udannelsen er (bortset fra tipholderkurset) derfor ens i alle danske svæveflyveklubber.

Uddannelsen er sammensat af en række normer (flyveøvelser) af stigende sværhedsgrad. Det sikrer at at du som elev gradvis bliver fortrolig med de elementære øvelser, og på en sådan måde, at du er i stand til at forberede dig på næste lektion / øvelse. Et væsentligt element i uddannelsen er fokusering på sikkerhedsmæssige forhold. Dette med henblik på at påvirke dig til under alle forhold at have opmærksomheden henledt herpå. Det er hensigten med uddannelsen, at du skal opnå færdigheder der modsvarer de krav, der gælder for at bestå prøven til S-certifikat.

Uddannelsen er sammensat af 21 normer, 13 G-normer og 8 U-normer. Hele uddannelsesforløbet med G-normer og U-normer er beskrevet i Dansk Svæverflyver Unions håndbog gruppe 922.

Tipholderkursus

Din uddannelse frem mod svæveflyvepilot begynder på jorden med et "Tipholderkursus".

Kurset omfatter alle de arbejder, som foretages på jorden for at få vore fly sikkert i luften og ned igen. Efter dette "kursus" vil du være i stand til at deltage i dette arbejde. Og du er i stand til at færdes sikkert på pladsen uden at bringe dit eget eller andres liv i fare.

G-Normer

Uddannelsen i svæveflyvning starter i vores 2-sædede ASK-21 skolefly, i hvilken du de første 60 - 100 starter flyver sammen med én af vore instruktører. Du vil normalt få 2 - 4 starter pr. flyvedag. Du skal være indstillet på at mange af dine første starter vil have en varighed af ca. 5 - 6 minutter. Denne uddannelse betegnes som G-normer og afslutter med, at du skal flyve solo (alene) på skoleflyveren. Herefter er den første "måge" hjemme, idet du nu får begrænset eneflyvningstilladelse, det vil sige at du skal briefes før og efter hver start af en instruktør.

U-Normer 

Den efterfølgende uddannelse foregår primært på vor godmodige LS-4. Dette flys egenskaber ligger ret tæt op af vort skolefly, så overgangen vil være relativ nem. Den uddannelse, som du her skal igennem, svarer til den første - blot i et et-sædet fly. Denne uddannelse afsluttes også med en praktisk flyveprøve eller skills test som det hedder på nudansk.


Du skal være fyldt 16 år og har fløjet mindst 24 timer og 90 starter før du kan gå op til skills testen og erhverve din Flight Crew Licence. Med SPL-Licensen og (3 "måger") i hånden er du fuldbåren svæveflyver, og må flyve væk fra pladsen ud i landskabet så langt termikken kan bære dig.

Stræk-Normer

Som supplement til den elementære uddannelse findes der en række normer med det formål, at gøre dig rede til at flyve ud på stræk - væk fra pladsen og ud i landskabet. Heri indgår også, hvorledes du skal arte dig i forbindelse med konkurrenceflyvning.

Teori

Ud over den praktiske uddannelse, som er beskrevet ovenfor, er der også teori. Du skal inden du aflægger din skills test , have bestået teoriprøven. Klubben forestår denne uddannelse i samarbejde med andre Sjællandske klubber iperioden november - marts. De 9 fag der undervises i er Luftfartsret, Menneskelig ydeevne, Meteorologi, Kommunikation, Flyveprincipper, Operationelle Procedurer, Flyvepræstation og -planlægning, Generel viden om Luftfartøjer samt Navigation.

VHF-Bevis

Hertil kommer, at vi i klubben har den regel, at vi skal være i besiddelse i VHF-radiobevis for at måtte flyve ud på stræk. Dvs. at du skal have gennemgået en uddannelse i anvendelse af flyets radio, fastsat af Trafikstyrelsen, samt have aflagt en prøve i din kunnen.

Senest opdateret: Torsdag, 16. november 2023

Gæstestarter

Har du lyst til at prøve en tur i et svævefly, er du velkommen til at komme på flyvepladsen for at prøve en gæstestart. Vi flyver alle weekend og helligedage i sommerhalvåret. Inden du tager turen til flyvepladsen, bør du ringe til klubben (tlf. 3046 3787) efter 10:30 for at høre om mulighederne den pågældende dag. Du kan også maile et par dage i forvejen og spørge om mulighederne. Du er altid velkommen til at kigge forbi flyvepladsen, men uden forudgående aftale kan du ikke være sikker på at det vil være muligt at få en flyvetur.

Pris for gæstestart pr. 5/3-2023: 350,00 kr.

Prøvemedlemsskab/6-turskort

Hvis du overvejer om svæveflyvning er noget for dig, men måske ikke er helt sikker, kan du vælge et prøvemedlemskab af klubben. Et prøvemedlemskab/6-turskort indeholder seks skolestarter heraf ét højt flyslæb samt medlemskab af FFF og Dansk Svæveflyver Union (DSvU) i én måned. Formålet med prøvemedlemskabet er, at give dig et bedre indtryk af hvad det vil sige at være svæveflyver og være medlem af FFF. Prøvemedlemskabet fungerer som et ægte medlemskab, d.v.s. at du møder med os andre til briefing i klubhuset kl. 09:30, er med til at pakke fly og udstyr ud, flyver og hjælper til i løbet af dagen indtil vi pakker sammen og debriefer om aftenen (normalt ved 18-19-tiden). Dine seks skolestarter rækker normalt til 2-3 flyvedage. Hvis du vil vide mere om, eller ønsker  prøvemedlemskab og 6-turskort, så kontakt os eller mød op på flyvepladsen og få en snak med en af klubbens medlemmer, der vil kunne hjælpe dig videre.

Pris for prøvemedlemskab/6-turskort pr. 5/3-2023: 1100 kr. (beløbet modregnes i startgebyr ved senere indmeldelse i klubben)

Indmeldelse i FFF

Indmeldelse i FFF sker ved henvendelse på denne mail. Nedenstående priser gældende pr. 5/3-2023, se evt. klubbens gebyrreglement for opdaterede priser (se et par priseksempler nedenfor).

A) Det billigste er at benytte en startpakke. Vi kan tilbyde en 12 måneders startpakke, som omfatter:

  • 12 måneders Aktivt medlemskab af FFF og DSvU
  • 12 måneders Fritflyvergebyr
  • Indmeldelsesindskud
  • Skolingslogbog for svæveflyvere
  • Alle spilstarter
  • 4 høje flyslæb

Prisen for en 12 måneders pakken er kr. 11.000 for seniorer og kr. 8.500 for juniorer (under 25 år)

B)  Som alternativ til startpakken, kan man ved indmeldelse indbetale kontingent for de første 3 måneders medlemskab samt klubbens materielindskud på 2500 kr.

Månedskontingentet inkl. fritflyvergebyr der dækker al flyvning fra FFF er pr. 5/3-2023 for seniorer kr. 930 og kr. 685 for juniorer. Disse beløb dækker al flyvning fra FFF og undervisning af vore instruktører.

Som elev er du på klubbens fritflyver-ordning frem til S-certifikat, dvs. at kontingentet dækker al flyvning og praktisk undervisning i forbindelse med flyvning.

Priseksempel

Dette eksempel er baseret på en 12 måneders startpakke og viser de samlede udgifter det første år:

  Under 25 år   Over 25 år
Startpakke 12 mdr. 8.500   11.000
Helbredsgodkendelse (ca.) 1.500   1.500
Teoriundervisning i FFF 250   250
Prøvegebyr DSvU 275   275
I alt (ca.) 10.525   13.025

 

 

 

 

 

Efter det første år er udgifterne stort set begrænset til kontingentbetaling og indskud ved omskoling til andre af klubbens fly. Har du spørgsmål til vore kontingenter og afgifter er du velkommen til at skrive til vores kasserer.

VHF radiobevis

Du vil på et tidspunkt få behov for at tage et særligt VHF-bevis for at må benytte flyenes radioer. Prisen på dette varierer meget afhængigt af hvor du modtager undervisningen. Nogle private kurser koster kun udgifter til litteratur, mens andre professionelle kurser koster op til 3000 kr. Fælles for dem alle er dog et prøvegebyr til Statens Luftfartsvæsen på omkring 3000 kr.

 

Senest opdateret: Mandag, 5. februar 2024

Tim nyder livet som svæveflyver over FrederikssundPå disse sider kan du læse hvordan svæveflyveruddannelsen er opbygget, hvad det koster samt hvorledes du kan starte denne uddannelse i FFF.

Svæveflyvning kan dyrkes af både mænd og kvinder i alle aldersgrupper på lige fod og med lige stort udbytte. Man kan ifølge reglerne starte når man er fyldt 13 år, men det er vores anbefaling at man venter til man er 14 til 15 år før man meldersig ind i klubben.  Alle med et normalt helbred kan få lov til at svæveflyve. Eksempelvis er brug af briller normalt ingen hindring. Man skal dog gennemgå en større lægeundersøgelse hos en speciallæge, der viser, at man er sund og rask, inden man flyver alene første gang (solo).

Du kan komme hurtigt i gang, idet vi ikke har nogen ventelister. Allerede første dag i klubben begynder du den praktiske flyveuddannelse, der kræves ingen forudgående teori. Du bliver med det samme kastet ud i at flyveI vores tosædede ASK-21 skolefly for findes to sæt identiske styregrejer, så instruktøren der sidder bagerst kan støtte dig og tage over når det er nødvendigt indtil du er klar til at gå solo.

Svæveflyvning er et fremragende første skridt på vejen til en karriere som professionel pilot både civilt og i Forsvaret. Dansk Svæveflyver Union og dermed FFF har i 2020 indgået et samarbejde med Flyvevåbnet kaldet Danish Air Cadets, som du kan læse mere om her. Artikler om de mange andre karrieremuligheder, kan du læse på vores fælles nordiske onlinemagasin Nordic Gliding.

Ønsker du at blive medlem af klubben for at komme i gang med svæveflyveruddannelsen, skal du kontakte Bestyrelsen via dette link.

Al svæveflyvning i Danmark foregår i klubregi og på frivillig basis, hvor alle hjælper hinanden. F.eks. er instruktørerne medlemmer af klubben, og de modtager ingen løn for deres store arbejde. Man skal derfor (også som elev) være indstillet på at yde et stykke arbejde i klubben for at kunne flyve. Der skal f.eks. være mindst fem seks hjælpere til at få en person op i luften: En skal betjene spillet, en skal holde flyets vingetip, en skal kople wiren på flyet, en skal snakke i radio til spillet, en skal køre wirehenter og en skal hente flyet med en traktor, når det er landet osv. Dette betyder at det er nogle lange dage man tilbringer i flyveklubben. Man møder til briefing kl. 09:30. Der flyves ca. til kl. 18:00 hvorefter der skal pakkes sammen og debriefes. Du kan ikke bare tage hjem, når du har fløjet, idet der bagefter er mange andre som gerne vil flyve, og som er afhængige af din hjælp. Desuden står vi selv for vedligeholdelse af vore bygninger, flyveplads, kørende materiel og fly. Vi er derfor alle forpligtiget til at yde 20 timers vedligeholdelsesarbejde i løbet af vinteren.

Men det er det hele værd, når først man sidder i svæveflyet højt over landskabet og sammenholdet er dét som får klubben til at fungere.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail eller ringe til klubben på 30 46 37 87.