Frederikssund Frederiksværk Flyveklub | ||
Vi bor i den nordlige udkant af Frederikssund. Arealet er udlånt af Frederikssund kommune. Det anvendes også af mange andre af Frederikssunds indbyggere, bl.a. til hundetræning. Hertil kommer, at der er mange, der ynder at gå tur i den dejlige natur, som vi ligger midt i.
FFF er stiftet i 1964. I dag er vi ca. 70 medlemmer. Ud af disse er 10 samtidig flyve-instruktører.
Vi flyver normalt i perioden primo april til ultimo oktober, alt afhængig af vejret. Der flyves i weekenden og på helligdage. Under forudsætning af tilstrækkelig tilslutning, gennemføres også skoleflyvning onsdag eftermiddag og -aften, med start ca. kl. 16:00. Ved disse aftenflyvninger fortsætter vi til solnedgang, som er en meget smuk foreteelse her ved Fjorden og Jægersprisskovene!
Endelig afholder vi både forårs- og sommerlejre, hvor vi flyver hver dag i en uge. Som regel henlægges en eller flere af lejrene til Dansk Svæveflyver Unions center på Arnborg i Jylland, hvor de meteorologiske forhold er optimale.
Vi møder på flyvedagen senest kl. 09:30, hvor der bliver holdt briefing. Dvs. at dagens instruktør gennemgår, hvorledes han ønsker flyvedagen afviklet. I forbindelse hermed er der også lodtrækning om fly til de uddannede piloter.
Der flyves normalt til kl. 18:00, hvorefter der skal pakkes sammen, vaskes fly og køretøjer. Dagen slutter med en debriefing, hvor instruktøren kommenterer dagens forløb bl.a. for at udlede erfaringer til alles bedste.


